Øvelse

Afspænding af stemmens omgivelser

Brug 5 minutter på at mærke efter, hvordan din vejrtrækning er, og hvor du spænder. Når din vejrtrækning er rolig, og stemmens omgivelser er afspændte, fungerer din stemme bedst. Denne øvelse fortæller dig, hvordan du skal gøre.

Sæt dig godt til rette på en stol, og lad begge fødder hvile på gulvet. Læg nu mærke til åndedrættet. Når du trækker vejret ind, buler maven lidt frem og brystkassen lidt ud til siderne. Brug et par minutter på gradvist at gøre vejrtrækningen langsommere og dybere. Mærk tyngden i kroppen – helt ned til fødderne.

Mærk efter hvordan musklerne i nakken og underkanten af kraniet føles. Spænder du? Hvor? Hvor meget kan du løsne i dette område? Hvor meget kan du give slip på spændingen? Kan du slappe mere af, hvis du flytter hovedet lidt bagud (mens hagen bliver i vandret position)?

Hvordan føles musklerne nu? Bevæg hovedet lidt rundt, og mærk efter hvor musklerne er mest afspændte. Prøv at sige ”Ah” i hovedets gamle og nye position. Kan du mærke eller høre forskel på stemmen?​​​

Flyt opmærksomheden til kæbemusklerne. Er de spændte eller bløde? Er tænderne bidt sammen? Hvor ligger tungen i munden? Lad kæben blive tung, og mærk afstanden mellem tænderne. Læberne er let lukkede, og tungen ligger blødt i bunden af mundhulen. Prøv at sige ”mm-hmm” – lyt og mærk efter, hvordan stemmen klinger.

Nu er du klar til at bruge din stemme optimalt.

Har du besvær med at slippe spændingerne i musklerne, eller kan du ikke få stemmen til at klinge godt? Prøv et kursus, der styrker din stemme fx Din stemme er dit værktøj eller Stemmetræning 1:1