Stemmeøvelser

Enkle råd til at forberede stemmen før en præsentation

Stemmetræning: Øvelser til afspænding af stemmens omgivelser

Stemmer er forskellige og har forskellige træningsbehov. Der er dog nogle grundlæggende teknikker, der kan hjælpe de fleste. Denne stemmeøvelse fortæller dig, hvordan du skal gøre.

Åndedræt: Sæt dig godt til rette på en stol, og lad begge fødder hvile på gulvet. Læg nu mærke til åndedrættet. Når du trækker vejret ind, buler maven lidt frem og brystkassen lidt ud til siderne. Brug et par minutter på gradvist at gøre vejrtrækningen langsommere og dybere. Mærk tyngden i kroppen – helt ned til fødderne.

Holdning: Mærk efter hvordan musklerne i nakken og underkanten af kraniet føles. Kommer hovedet til at hænge lidt fremad? Prøv at gøre nakken lidt længere og flyt hovedet lidt bagud, så du får rettet dig mere op. Prøv at sige ”Ah” med hovedet i den gamle og nye position. Presset på stemmen letter, og lyden bliver ofte mere fri og fyldig. Kan du mærke eller høre forskel?​​​ Så kan du overføre det til at være opmærksom på din holdning i dagligdagen.

Kæbe: Flyt opmærksomheden til kæbemusklerne. Er de spændte eller bløde? Prøv med spændte kæbemusker at sige ”mm-hmm”. Lad nu underkæben blive tung, og mærk afstanden mellem tænderne. Læberne er let lukkede, og tungen ligger blødt i bunden af mundhulen. Prøv at sige ”mm-hmm” igen med afslappede kæbemusker. Klinger stemmen bedre? Du kan til daglig observere, om kæbemusklerne kan slappe af og give plads til en mere fyldig lyd.

Stemmetræning og øvelser til mere energi

Med en afspændt stemme kan du sætte gang i nogle af de muskler, der giver mere energi til talen.

Støtte: Start med at stå op. Prøv at sige ”pssst”, og mærk hvordan mavemusklerne spænder op, mens du siger lyden – og hvordan vejrtrækningen kommer ind af sig selv bagefter. På samme måde kan du sige fx ”hey”, ”wow” eller lidt længere sætninger, som bliver efterfulgt af en indånding. Denne teknik kaldes støtte, og den kan du med tiden bruge, hver gang stemmen skal have mere energi.

Udtale: En tydelig udtale er med til at aflaste stemmen og samtidig gøre dit sprog mere levende. Musklerne i tungen, læberne og munden skal på arbejde, for det er dem, der er med til at forme vores forskellige sproglyde. Prøv at åbne munden en anelse mere, når du taler, læg mere energi i udtalen af konsonanterne og nyyyd vokalerne! Så kan du blive hørt og forstået – også på bageste række.

Når du har afprøvet stemmeøvelserne, kan du vælge de øvelser, der virker bedst – og bruge dem i den daglige stemmetræning.

 

Har du besvær med at slippe spændingerne i musklerne, eller kan du ikke få stemmen til at klinge godt, selv efter disse stemmeøvelser? Prøv et kursus, der styrker din stemme fx Din stemme er dit værktøj eller Stemmetræning 1:1